TAABBEL vælger INEXTIA til styring af vedligehold

TAABBEL fabrik i Hanstholm vælger INEXTIA til styring af vedligehold

Valget af det cloud-baserede vedligeholdssystem INEXTIA betyder, at P. TAABBEL & Co i fremtiden hurtigt og let kan hente den dokumentation og data som er påkrævet. Desuden har TAABBEL et akut behov for vidensdeling omkring vedligehold.

TAABBEL producerer og sælger fiske- og skaldyrsprodukter til både ind- og udland fra deres lokation i Hanstholm. Vedligehold er et vigtigt element i virksomheden, da produktionen altid skal kunne følge med efterspørgslen på markedet.

De sidste mange år har vedligehold kørt på god og erfaren rutine og der har ikke tidligere været implementeret et vedligeholdssystem. I de kommende år, står TAABBEL overfor et større skifte i staben af teknikere, da flere af dem går på pension. Der er derfor en risiko for, at intern viden omkring vedligehold går tabt for virksomheden, hvis ikke den struktureres og deles på tværs af organisationen nu.

Per Toft, Teknisk chef fortæller: ”I fremtiden er det yderst vigtigt for os, at sikre viden omkring vedligehold i virksomheden og dette vil INEXTIA hjælpe os med. Samtidig vil systemet medvirke til at skabe overblik over vores interne processer og sikre, at vi er på forkant med vedligehold, så produktionen altid fungerer optimalt”.

Hans Chr. Jensen, Salgs Chef hos Logimatic siger, ” Vi ser mange vedligeholdsfolk som i dag har frekvenser, fejloplysninger og løsninger i hovedet, hvilket ikke er forkert, men kan gøre det svært at bibeholde vigtig viden i virksomheden. Netop dette problem vil INEXTIA kunne lave om på. Et vedligeholdssystem vil samtidig kunne medvirke til at mindske presset på ansatte, da vidensdeling nu kan ske gennem INEXTIA. De vil derfor fremadrettet ikke være afhængige af hinanden, men afhængige af vedligeholdssystemet.

Per Toft, Teknisk chef uddyber: ”Eftersom INEXTIA bliver vores første vedligeholdssystem er det vigtigt, at systemet er overskueligt og let at tilgå for de ansatte. Det faktum at løsningen indeholder de nødvendige værktøjer, er hostet og prisvenligt har desuden været medvirkende til, at vores valg faldt på INEXTIA.”

Per har tidligere arbejdet med vedligeholdssystemet SERTICA, som også leveres af Logimatic og fortæller i den forbindelse: ”Jeg er meget optimistisk omkring vedligeholdssystemet INEXTIA og forventer at de daglige brugere aktivt vil komme til at arbejde i systemet indenfor relativt kort tid.”

Et CMMS system der skaber værdi på tværs af organisationen

TAABBEL ser også andre muligheder i INEXTIA, fordi systemet kan anvendes af flere afdelinger og information kan indhentes på tværs af virksomheden. Virksomhedens laboratorie vil f.eks. kunne anvende INEXTIA til dokumentstyring samt opbevaring af vigtige dokumenter.

Hans Chr. Jensen afslutter, ”INEXTIA er et cloud-baseret vedligeholdssystem og Logimatic står derfor for hosting således at TAABBEL ikke skal tænke på backup rutiner samt datasikkerhed. Det letter hverdagen for den interne IT-afdeling betydeligt.”

Læs flere nyheder om INEXTIA